Serien er Lille Dingo og med en lix på 7 henvender den sig - også i indhold - til indskolingslæsere.
I denne bog om Julie er hun i Paris sammen med far og Olsen. Voksne og børn har forskellige ønsker til, hvad byen kan bibringe dem af interessant. De voksne vil se Mona Lisa, og Julie forestiller sig at skulle købe tøj. De voksne bestemmer, Julie keder sig, og hun går lidt væk og bliver derved væk. Hun prøver at se efter den - efter hendes mening - tåbelige baskerhue, som Olsen har iført sig, men uden resultat. Hun bliver rigtig væk, og for målgruppen er spændingen sikret. Heldigvis finder de sammen til sidst, og Julie må indrømme, at hun bliver glad for at se den dumme hat på Olsens hoved. Illustrationerne er placeret, så teksten ikke bliver slået i stykker, hvilket letter læsningen. Der er fine illustrationer på hver side, og Paris er genkendelig.
Der findes på nuværende tidspunkt over ti bøger i serien med Julie. Denne ligner de andre i det fine forhold, som specielt Julie og gamle Olsen har til hinanden.
Serien om Julie er en fin lille samling, hvor denne føjer sig naturligt til. Fansene bliver glade.