Books / fiction for children / gys

Kadaverjagt


Description


Kødædende zombier invaderer Anholt. Alt er kaos. Lorens og de andre øboere må kæmpe for livet.

Reviews (2)


The libraries' assessment

d. 28. Sep. 2010

By

By

Pia Boisen Michelsen

d. 28. Sep. 2010

Revideret udgave af Dennis Jürgensens zombiesplatterroman Kadaverjagt, 2006. Bogen kan læses fra 13 år, men kan også sagtens læses af voksne.

Bogen er en selvstændig fortsættelse af romanen Kadavermarch, 1991, og foregår i det samme univers. I en nær fremtid kan man forlænge livet med vidundermidlet LIFESUPPLY. En uforudset bivirkning er desværre, at folk bliver transformeret til kødædende zombier i stedet for at dø. Øen Anholt er gået fri af den verdensomspændende smitte indtil en polsk coaster forliser. Enspænderen Lorens og resten af øboerne må snart kæmpe for livet. Romanen er skrevet i et handlingsmættet og dialogrigt sprog med en intens spændingskurve og mange malende horrorbeskrivelser. Lorens har levet isoleret fra omverdenen, og læseren får derfor serveret universet samtidig med ham, hvilket øger uhyggen markant. Jürgensen har skrevet flere spændende bøger for børn og unge, herunder de humoristiske gyserbøger om Harry Norton og serien Spøgelseslinien.

Den nye reviderede udgave har bl.a. fået en fotografisk forside og en helt ny slutning, som er endnu mere nervepirrende og dystopisk end sin forgængers. Universet minder om fx Patrick Leis' serie Requiem, 2003, og dennes zombienoveller Necropolis, 2008.

Revideret udgave af klassisk dansk zombieroman, hvis nye slutning både giver stof til eftertanke og en rislen ned ad ryggen.


The libraries' assessment

2006

By

By

Britta Liboriussen

2006

Splatterroman for børn og unge fra ca. 13 år. Opfølger til Kadavermarch fra 1991. Eneboeren Lorens lever på Anholt uden større kontakt med omverdenen. En fredelig søndag dukker der pludselig et kadaver op ved hans hus. Ikke nok med det. Kort efter kommer endnu et par stykker. Snart står det klart, at Anholt er blevet invaderet af zombier af typen fra Kadavermarch. Den frygtelige infektion forårsaget af produktet LIFESUPPLY har nået den isolerede ø. Beboerne søger sammen og forsøger at beskytte sig mod faren. Alle er i livsfare. Adskillige bliver bidt og forvandlet til kødædende zombier. Alt er kaos. Selv de sikre borgere i CrystalCity er nu i fare. Det går hårdt til. Utallige zombier bliver uskadeliggjorte. Det sprøjter med blod og materie, og det er virkelig ulækkert og voldeligt. Læs ikke bogen ved middagstid. Sproget sprudler, og forfatteren er i hopla. Der er også skæg og ballade. Læseren bliver revet med af historien, der næsten er blevet bedre af at blive henlagt til det lille øsamfund, i stedet for det bymiljø, Kadavermarch foregik i. Bøgerne kan fint læses selvstændigt. Der er ikke tale om en egentlig anden del. Plottet er beslægtet med Kadavermarch, men personerne er nogle andre, og det er miljøet også. For alle tilhængere af horror og splatter. Bogen slutter noget brat, så måske er en toer under planlægning. Det står der dog ikke noget om.