Indianerdrengen Yakari og pigen Regnbue er oppe i bjergene for at finde mineralet obsidian. Her møder børnene en wapiti-hjort, som hjælper dem med at flygte fra en bjørn. Hjorten tager dem med ud i det område, der i dag hedder Yellowstone Naturpark, og viser dem de vidunderlige og smukke naturfænomener som geysere, varme kilder og svovlsøer. Det er en meget sød og naivistisk historie, der indeholder både spænding og forundring over naturens pragt. Albummet prøver også at være oplysende og fortæller i korte undertekster om de naturfænomener, som børnene møder. Yakari er en romantisk/humanistisk tegneserie, der henvender sig til de 6-10-årige. De store og varierede billedrammer med indskudte billeder og splitpaneler giver et levende layout. Den tuschoptegnede bløde streg i varme mættede farver gør albummet uhyre børnevenligt.