Der er kommet to nye Kaj-titler fra Mats Leténs hånd i sædvanlig layout, stil og kvalitet. Fra 1995-1999 er der kommet ti titler med den lille charmerende Kaj, som ved hjælp af utrolig få streger, farver og en meget enkel handling med mange gentagelser, rammer lige i hjertekulen på børn fra 1-2 år og deres voksne. Dette gælder også for de to nye titler i 2002. I Kaj er stor og stærk udlever den lille knægt alle små drenges store drøm. Han er stærk! Han løfter dukke Lise, sin hest og mors sko op på sin lille blå stol. Han løfter hele stolen med alle ting på til sidst. I baggrunden ser vi samtidigt en stærk mand på TV som løfter tunge ting. Små drenges drømme kommer et sted fra! "Se mig " siger Kaj, og det gør mor! I Kaj har en dille er Kaj i haven med mor. Kaj får en gren. Han synes det ligner en meget farlig (kroko)-dille. Kaj leger med dillen. Den er sulten og spiser blade, æbler, en snegl m.m. Dillen er så sulten at den vil spise mor, men hun bliver bange og løber sin vej - Hun løber ind og henter kager; én til Kaj og én til dillen. Men pludselig er dillen ikke sulten mere, og så får Kaj to kager! En herlig hverdagshistorie om hvad børn kan opleve med en pind blot vi som voksne har øje for hvad de ser og leger med på ideen.