Dawn er en ung advokatsekretær med 6 børn og en indadvendt, passiv mand. For kreditorerne trænger sig på, og Dawn vil gøre hvad som helst for at bevare børnenes levestandard med det store hus, privatskolerne osv. Med sin forhistorie som incestramt ligger tanken om at betjene mænd sexuelt hende ikke fjernt, og snart er hun i gang med "overarbejdet". De hurtige penge er gode, så efter en tid bliver Dawn fuldtids escortpige. Børnene trives med den forbedrede økonomi, men ægteskabet bliver endnu dårligere og fører til skilsmisse. Dawn klarer sig tilsyneladende på alle måder fint, trænet som hun er i at tilsidesætte sig selv. Hendes eneste fokus er børnene, og hendes nye kæreste aner intet. Hele fortællingen er noget langtrukken i optakten til escortarbejdet og ret detaljeret i sine beskrivelser af Dawns varierede jobfunktioner. Først mod slutningen bliver det lidt mere interessant og med bedre mulighed for indlevelse, da Dawn bliver voldtaget af en kunde, udspioneret af privatdetektiver, og hendes dobbeltspil bliver afsløret. Det er et ganske jævnt bidrag til den populære serie. Det kunne være et stærkt og medrivende portræt af en kvinde, der må grueligt meget igennem, men er snarere en noget udvendig beretning om den lykkelige luder, der for børnenes skyld tjener penge ind på mangfoldige måder. Indtil det til sidst ikke går længere.