Dette realistiske drama om alkoholmisbrug set fra et barns synsvinkel, er et godt oplæg til at tale om og få forståelse for, hvordan en voksens misbrug kan påvirke et barn.
Drengen Magnus er sønnen i en tilsyneladende velfungerende familie. Ishockeyholdet står overfor en finalekamp, da familiens pæne facade krakelerer. Farens alkoholmisbrug er kommet så meget ud af kontrol, at han ødelægger kampen, ydmyger Magnus og splitter familien. Magnus spilles af Thomas Norgreen, kendt fra Ludvig og Julemanden. Han giver et fint indfølt billede af Magnus, der antager voksenrollen og prøver at holde sammen på familien, men taber kampen. Peter Gantzler, som var med i instruktørens film Omveje, der skildrer en konflikt imellem en voksen søn og en far, spiller her den joviale verdensmand af en far, som viser sig at have alvorlige problemer.
Instruktøren har lavet dokumentar og realistiske kortfilm bl.a. for DR. Her kan nævnes 14, fuld & for meget og Nemesis. Fælles for hans film er, at de ofte fortælles fra barnets synsvinkel og handler om problemramte familier. Andre film om alkoholisme er Bænken og dokumentarfilmen Til far.
Dette rørende, godt fortalte og velspillede drama fortælles ud fra 11-årige Magnus' synsvinkel og skildrer hans kamp for, at ingen skal opdage at hans far er alkoholiker. En fin film som kan ses af børn og voksne sammen hjemme, eller bruges i skolen, til at få forståelse for, hvordan misbruget ødelægger familien indefra.