Kanonkongen

Overraskende og ganske dybsindig fortælling om alderdom, ensomhed, had, fornedrelse - og helvede. Det, der i begyndelsen tegner til en festlig cirkus-historie med glimmer, krudt og farver, udvikler sig til en trøstesløs fortælling om kanonkongen, der mister gnisten, ungdommen, troen på sig selv og til sidst sin menneskelighed. Han forvandles til en flæbende, drikkende, voldelig parodi på et menneske, der lader sin egen elendighed gå ud over sin lille hjælper, fortællingens hovedfigur. Både tema og sprog er ganske usædvanligt for de lette Dingo-bøger, her en Dingo.Blå med en enkelt prik. Selvom historien således befinder sig på lix 12, er det alvorlige og eksistentielle spørgsmål der er i spil, og sproget er overordentlig ramsaltet. Her bandes, så det fløjter. Dette er imidlertid ikke billige effekter for at indfange læseren, men derimod et sprogligt træk, der beskriver personernes menneskelige nedtur, og så har forbandelserne desuden en særlig overraskende pointe, som ikke skal røbes her. Her er tale om en alvorlig og tankevækkende fortælling, som nok er teknisk let at læse, men som ikke desto mindre udfordrer sin læser. Således kan fortællingen også indfange svage læsere, som er væsentlig ældre end de 9-11-årige, der er den tænkte modtagergruppe. Thau-Jensens frodige billedsprog giver fortællingen nye lag med en ejendommelig krydsning af humor, uhygge og elendighed.

Read the full assessment