Koala brødrene er en tv-serie for små børn, som jeg ikke har set. Den er med dukkefigurer i hovedrollerne og en handling henlagt til den australske ødemark, hvor de tre koalabrødre åbenbart arbejder som piloter. Denne lille billedbog er lavet som en række still fotos fra tv-serien med en kort tekst bestående primært af dialog blottet for forklaringer eller baggrundshistorie. Vi kastes direkte ud i en lidt vrøvlet fortælling om den dag, hvor den ene koala af alle ting finder en båd midt ude i den australske outback. Ved fælles hjælp gør de båden i stand, men så opstår nye problemer. Manglen på vand fx. De sætter hjul under og ved vindens kraft kommer kaptajn Niels endelig til søs. En handling som sikkert fungerer fint på tv-skærmen, men som i bogform virker tynd og småkedelig og som har som forudsætning, at man kender persongalleriet i forvejen fra fjernsynet. Der er udkommet flere andre bøger fra serien bl.a. Historier fra vildmarken 05/12. Målgruppen er i alderen 3 til 4 år.