Bøgerne henvender sig til begynderlæsere i 1. klasse altså fra ca. 6-7 år, som selvlæsning.
Karl og Bent finder på sjove ting de vil bygge, båd og bil. Bent er en hund, Karl er en dreng. Bent kan ligne det han tænker på fx en bil, en sav, et hjul, en drage, en kikkert, så på den måde hjælpes de ad. I Karl og Bent bygger en bil får de lavet en sæbekassebil, og da det ene hjul punkterer, agerer Bent hjul, og bliver noget øm over det hele, da de kører ned ad bakken. I Karl og Bent bygger en båd leger Karl han er pirat på vej til den lille ø, da sejlet blæser væk, men så omdanner Bent sig til åre, og de kommer sikkert frem. Illustrationerne er levende og sjove, og sammenholdt med den velfomulerede og enkle tekst, vil læseren opleve nogle gode historier.
Der er mange let-læse bøger til denne målgruppe, men der er også et stort forbrug. Historierne om Karl og Bent er lidt anderledes, da de tager udgangspunkt i fantasien hos børn. Bøgerne er fuldt på højde med de andre titler i serien om Karl og Bent.
Gode bøger, der tager udgangspunkt i børns fantasi, hvor spænding og det morsomme ledsager hinanden på bedste måde.