Den tredje film om Karla, også baseret på Renée Toft Simonsens bøger, efter Karlas kabale, 2007 og Karla og Katrine, 2009, men den kan ses uafhængigt af disse. Den egner sig til familier med børn på 7-13 år, og især for piger fra 10-13 år.
Karla kan ikke glemme Jonas, og det kys han gav hende i sommerferien sidste år. Han bor stadig på børnehjem. Karla kontakter ham og besøger ham. Jonas bliver slået ud af, at den pædagog han har knyttet sig til skal rejse og savner pludseligt voldsomt at have forældre. Karla og Jonas forsøger at få tv-programmet "Sporløs" til at hjælpe, men uden held. De to tager selv til Århus og organiserer en eftersøgning efter hans mor, Nanna, som til sidst lykkes. Filmen er meget loyal mod Karla-figuren, og den er charmerende spillet i filmen. Filmen er stramt fortalt, og fungerer effektivt indenfor sin egen mainstream ramme og forløses pænt. Der er både god underholdning og relevante emner for målgruppen. Ekstramateriale på dvd er et lille bag om filmen program.
Filmen ligger fint i tråd med de forrige film om Karla og hendes venner, og den er bestemt i den meget vellykkede ende, også hvis man sammenligner kvalitetsmæssigt med de øvrige danske børnefilm der kommer nu, som fx Min søsters børn vælter Nordjylland.
En vellykket dansk mainstream familiefilm til målgruppen. Den er loyal med sine unge karakterer og deres verden og små problemer, og det er med til at gøre filmen meget seværdig og ret helstøbt.