For litteraturstuderende og -interesserede på alle niveauer.
Ranch er nok den betydeligste danske dramatiker før Holberg. Stykket her er fra ca. 1600, men da originaludgaven ikke er kendt, er dateringen usikker. Karrig Niding er - som navnet antyder - en ualmindelig gerrig stodder, der ikke under kone, børn og tjenestefolk selv det nødvendigste. Da han begiver sig ud på en større rejse låser han derfor alt forråd inde. På sultedødens rand opsøges hans hus af to vejfarende, der beværter husholdningen, og den ene ender i hustruens seng. Sammen beslutter alle at rotte sig sammen mod Niding ved at foregive, at han ikke bor i huset, da han vender tilbage. Udgivelsen er diplomatarisk, hvilket vil sige, at den er bogstavs-, tegn- og linieret med de ældste kendte udgaver. Teksten står på højresiderne, mens venstresiderne er helliget noter og ordforklaringer. Skolekomediebegrebet på stykkets tid henviser til, at især løsslupne komedier som denne blev opført af latinskoleelever under fastelavnen, i dette tilfælde i Viborg.
Udgiveren Leif Stedstrup har udgivet tre samlinger af gamle danske skolekomedier for Det Danske Sprog- og Litteraturselskab samt Kortt wendingh, der udgives samtidig med Karrig Niding.
En vigtig og grundig udgivelse af det nok største danske drama før Holbergs tid.