Smuk coffeetable-bog med 450 arkivfotos, der dokumenterer de strategiske bombninger under 2. Verdenskrig. Især til militærhistorisk interesserede og flyentusiaster.
Dette omfattende dokumentariske værk indledes med et kapitel om, hvordan de store flyvemaskinefirmaer, Boeing, Martin og Douglas, konkurrerede om at bygge en revolutionerende ny bombemaskine, der kunne flyve ti timer med 400 km/t, mens den bar tusinder af kilo eksplosiver. Herefter følger beretningen i tekst og især i billeder om krigens rædsler i form af de mange voldsomme luftbombardementer over Europa - både fra de allieredes og Luftwaffes side - samt de mange idealistiske engelske og amerikanske piloter, der blev mærkede af krigen på krop og sjæl. Gennemillustreret med over 450 billeder, hvoraf mange aldrig har været offentliggjort før. Med litteraturliste og indeks. John R. Bruning er militærhistoriker og har baseret bogen på hundredevis af interviews med krigsveteraner.
Et overvældende værk, både hvad angår layout og indhold. De mange fotos gør bogen til en særlig nydelse og vidner om en enestående research. Bogen kan nærlæses, eller læseren kan nøjes med at bladre og nyde de mange billeder, der alle er af høj kvalitet.
Slaget om Nordatlanten, 2014, af samme forfatter, er et lige så indbydende værk omhandlende søkrigen om de livsvigtige allierede forsyningslinjer over Nordatlanten under 2. verdenskrig.