Den amerikanske forfatter Thomas Pynchon vakte for nogle år siden berettiget opmærksomhed med romanen V, i hvilken han fremstillede dagens USA som et psykopatisk mareridt. I sin næste roman Katalognummer 49 udbydes, som nu foreligger i en god dansk oversættelse ved Arne Herløv Petersen, fortsætter han denne beskrivelse, men med mere slagkraft og humor end i den første og med en fortvivlet, mere eller mindre latent desperation som den gennemgående undertone. I en form, som både nærmer sig thriller'en og farcen, og med kulisser, han har overtaget fra skrækromantikken og surrealismen, fortæller Pynchon historien om Oedipa, der er blevet indsat som eksekutor i boet efter en tidligere elsker. I den forbindelse hvirvles hun ind i en række fantastiske hændelser og konfrontationer, der alle har udspring omkring to rivaliserende, middelalderlige postorganisationer, og det moderne amerikanske samfunds afgrunde åbner sig for hende med dets dyrkelse af psykoanalyse og TV, LSD og hemmeligeligaer. Det er en velskrevet og underholdende roman, som tilmed er spændende i både form og indhold.