Amerikansk action-komedie fra 2013, der henvender sig til det action- og humorglade publikum der primært befinder sig i alderen fra ca. 13-50 år. Mange så den vellykkede og nytænkende forgænger i serien, så alene af den grund vil den potentielle målgruppe til denne efterfølger være stor.
En af 2010ś helt store filmfornøjelser var Kick-ass, nu kommer efterfølgeren. Efter begivenhederne i etteren, har en lang række selvbestaltede superhelte slået sig sammen i vagtværnet Justice Forever, der ledes af den excentriske colonel Stars and Stripes. Men rigmandssønnen Red Mist, der jo mistede sin far i forrige film, er hævntørstig og vil gøre alt for at ødelægge det nye vagtværn. Men han gør regning uden vært, for Kick-ass kender jo et super effektivt våben, den lille dræbermaskine Hit-girl. Det lyder forvirrende, men det er det ikke når man har set den forrige film. Det er hæsblæsende action, og enkelte steder også ganske sjovt, men filmen letter aldrig for alvor, og hvor etteren havde charme og originalitet, virker det her blot som lidt uoplagte gentagelser desværre.
Den første film Kick-ass, 2010 var veloplagt instrueret af Matthew Vaughn, der tog sin superhelte genreparodi alvorlig og senere instruerede "rigtige" superheltefilm. Nu er det Jeff Wadlow der instruerer, og det virker ikke som om han på samme originale måde søger at hylde genren.
Udmærket film der trods det, at den er ringere end sin forgænger, nok skal tiltrække en stor målgruppe.