Det interesserer børn, hvordan de ser ud indeni. Men det kan være vanskeligt at forstå, hvordan det hele virker, og hvordan det hele arbejder sammen gennem alle de mange lag. Derfor gøres der meget for at forklare det i de mange bøger, der findes om emnet. I denne er der lavet "flapper", som kan lukkes op - mere end 50 "flapper". Hvert opslag behandler en funktion i kroppen: spisning og afføring, vejrtrækning, hjerte og blod, knogler og muskler, hjernen, sanserne, nyrerne og til sidst en lille ordforklaring. På baggrund af "rigtige" fotografier af indre organer er der tegnet omrids af mennesker med "flapper" ind til de organer, der omtales i de forskellige kapitler. Det hele er forsøgt forståeliggjort med mange små humoristiske tegninger og korte forklaringer. Siderne er millimetertykke og signalerer "bog til mindreårige", men med voksenhjælp kan man nok forstå den fra 5 år. Men teksten kan ikke selvlæses med forståelse før omkring de 9 år. Og når man først er blevet så gammel, vil man nok hellere finde sine oplysninger i andre bøger fx Kroppen fra 2005 eller Den fantastiske rejse ind i kroppen fra 2000. Denne bog kan supplere de rigtig mange nyere titler om emnet. De mange "flapper" gør bogen sårbar i bibliotekssammenhæng. Men den er velegnet til at gå på oplevelse i, når man fx i hjemmet skal forsøge at forklare, hvordan det hele foregår inden i kroppen.