Bogen med et lixtal på 19 er en rigtig natur og teknik-fagbog til selvlæsning for børn på 8-9 år. Den kan bruges individuelt eller i sæt og lægger op til med enkle hjælpemidler at undersøge dyr i det helt nære miljø, men den kan også anvendes til almindelig faglig læsning.
Et skema, som fint systematiserer "smådyr" i underklasser med både almindelige termer og fagtermer er skelettet for bogen, som så i grundlæggende træk beskriver lutter kendte dyr fra haven indenfor kategorierne bløddyr, ledorme, insekter, spindlere og myriapoder, men nøjes med en tegning af en bænkebider som eksempel på krebsdyr. Teksten er glimrende, letlæst og informativ, og de mange farvelagte tegninger og fotos er illustrative. Der er fine anvisninger på, hvordan man fanger dyr på eller i jorden, fra buske og træer og dyr, som flyver. En lille ordforklaring og et stikordsregister er der også.
Bogen indgår i en serie, som er delt i fire niveauer fra begynderlæseren til børn på 12-13 år. Der er mange bøger om smådyr for målgruppen, men den foreliggende udmærker sig ved at også at være rettet mod undervisning i især natur og teknik.
En fin bog til selvlæsning for naturinteresserede børn. Bogen egner sig også til undervisningsbrug.