Historien er en rammefortælling med bratte skift og sindrige sammenfletninger; den er en Kaspar-Hauser-fortælling med alle kneb tilladt; den er en beretning om et undertrykt folk contra besættelsesmagten; den er en utrolig miljøskildring allevegne fra... og alt under een hat - forbandet godt fortalt. Forfatteren har ikke sluppet den tibetanske himmelbegravelse; hér er udgangspunktet samt mødet med den historie- og 'sjæl'løse Kilroy. Fortællerjeg'et - en kvinde - er på rejse i Tibet og oplever her det spændte forhold til den kinesiske besættelsesmagt; flettet ind i denne beretning er Kilroy's fantastiske (i alle betydninger) historie fra han forulykker under 2. verdenskrig i Stillehavet med sin jager og får sin 'genfødsel' på en af de mindste Jomfruøer (dansk kommandant iøvrigt - autentisk figur) over karriere som japansk krigsflyver og 'gøgerede'-patient til eventyrer med fly som profession - men stadig søgende. I bogens sidste trediedel samler smådelene sig til en veritabelspændingsroman, og miljøskildringerne funkler. Bogen er kompleks og dog ligetil, den kræver al ens koncentration og er dog letlæst. No'en go'e timer i lænestolen med globetrotteren Ib Michael ligger forude.