Er man til historiske dramaer og historie om det engelske kongehus er denne samling tv-serier om de kongelige familier en sand guldgrube. Fra 15 år.
Samling af fire tv-miniserier med en samlet spilletid på 19 timer om kongelige, engelske familier. Den første fra 2004 skildrer Henrik d. 8., der ved sin fars dødsleje i 1509 lover ham en mandlig arving, hvilket efter 15 år på tronen ikke er lykkedes. Da dronning Anne Boleyn føder ham datteren Elizabeth, får det konsekvenser for historien. I serie nr. 2 (1971) regerer Elizabeth som enevældig dronning, og hun gør England rig og til en verdensmagt. I den 3. serie (2004) skildres den blodige regeringstid under den skotske monark Dronning Mary og hendes søn Kong James. I den sidste (2003) viser den dynamiske Kong Charles d. 2. Mens Cromwell, der henrettede Charles' far, regerer, er Charles i eksil, men vender tilbage og regerer i 25 år i en periode præget af pest, storbranden i London og krigene mod Holland og Frankrig.
Selv om fortællingerne om disse markante engelske konger og dronninger har været skildret på film adskillige gange, ikke mindst Henrik d. 8 og Elizabeth, så rummer de så meget dramatisk stof, at man sagtens kan se dem igen. Med miniseriernes lange spilletid i forhold til en spillefilm, får detaljerne netop mulighed for at udfolde sig.
Det er barske historier om magtbegær og nådesløs vold. Hvordan de historiske personer var som mennesker er selvfølgelig fiktion, men man lever sig ind i dramaerne, der også gør én klogere på engelsk historie.