Vidunderlig hverdagsskildring for piger på 9-13 år om kærlighed, venskab og sammenbragte familier - og om at turde være sig selv.
Pigen Cherry er ca. 13 år og bor alene i Skotland sammen med sin far, efter morens død. Da faren får en ny kæreste i England, flytter de sammen med hende og hendes 4 børn. Faren vil samtidig starte en chokoladebutik med hjemmelavede chokolader. Cherry er bange for ikke at kunne falde til i de nye omgivelser, og det bliver ikke nemmere, da hun forelsker sig i den ældste søsters kæreste, Shay. Den engelske forfatter Cathy Cassidy har ikke tidligere fået udgivet bøger på dansk.
Bogen er en levende, rørende, sjov og romantisk bog om pigen Cherry og hendes udfordringer med at falde til i en helt ny familie. Cherry er en lidt drømmende type, og hun kommer nogen gange til at sige ting, som ikke passer, bare for at folk skal synes bedre om hende. Historien handler om at have mod til at være sig selv, og at man ikke altid kan gøre det helt rigtige. Bogen er meget indbydende, med lækre cupcakes på forsiden, i røde og lyserøde nuancer.
Bogen er 1. del i serien "Chokoladesøstre", og på engelsk er der udkommet 7 bind i alt. Den minder om Sødt & krydret i serien "Venindebageriet", som handler om en pige, der flytter med sin mor til en ny by, hvor de starter et bageri.