Knogler

På de første sider i Peter Asmussens nye prosabog præsenterer forfatteren sine tre hovedpersoner, for derefter radikalt at bryde med forventningerne om at der her er tale om en traditionel realistisk udviklingsroman. Det episke forløb opløses i en række enkeltscener, hvor de tre personer, (en kvinde og to mænd), mødes i skiftende situationer og konstellationer, afbrudt af forfatterens indskudte "regibemærkninger" og direkte henvendelser til læseren. Personerne er til stede som "stemmer", og kærnen i deres dialoger - eller snarere manglen på dialog - er deres ubodelige ensomhed og manglende evne til at nå hinanden. Altsammen er det strategier mod meningsløsheden, og "sig selv slipper de ikke udenom" som det hedder et sted. Det er det samme illusionsløse univers som kendes fra PA's tidligere bøger, men som noget nyt også med et strejf af sort humor. PA kan skrive replikker, hvor alt det usagte står og vibrerer mellem personerne. Dette har han med stort held dyrket i sin egenskab af dramatiker, men prosaformen stiller andre krav end den dramatiske tekst. I forsøget på at være almengyldig og skære helt ind til knoglerne i eksistentiel forstand arbejder bogen med et grundtema som kan varieres i det uendelige, men til gengæld savner overraskelse og dynamik.

Read the full assessment