Bogen er en del af serien De små fagbøger og målrettet elever fra 2.-5. klasse (8-11 år).
Emnet er København, og som bagsideteksten anfører, handler det om København i fortid, nutid og fremtid. Der indledes med nogle generelle oplysninger og suppleres med en kort indføring i Københavns historie fra grundlæggelsen og frem til besættelsestiden. Der bliver også plads til en kort intro til forskellige turistattraktioner som zoo, Rådhuspladsen, Amalienborg og Christiania m.fl. Til sidst beskrives et nutidens København i vækst. Den tospaltede tekst er både informativ og beskrivende. Flere steder med små vignetter eller ordforklaringer i margin. Der er anvendt orddeling ved sammensatte, længere eller fremmedartede ord. De mange relevante og klare fotos supplerer og understøtter teksten. Bagest i bogen findes en årstalsliste, links og et lille stikordsregister.
På dette læseniveau findes ikke andre nyere, allround udgivelser om København.
Bogen virker indbydende og overskuelig, samtidig med at den kommer fint omkring de vigtigste underemner og sætter det historiske i perspektiv til nutiden. Den kan anvendes til faglig læsning, til emnearbejder og evt. som en appetitvækker til at gå i gang med sværere bøger om hovedstaden. Der findes opgaver på nettet.