Bogen er en kærlighedsærklæring til grøntsagsarter, som nu er glemte, og til glemte sorter af almindelige arter som gulerod og kartoffel. For omkring 100 år siden var der særligt mange på markedet, og frøkataloger fra den periode har været en særlig inspirationskilde. Forfatteren skriver begejsteret og spændende om opdagelser og overraskelser. Alt sammen i et letlæst sprog. Hun er haveskribent og har tidligere skrevet:Din orientalske køkkenhave, 2000. Alle de mere eller mindre sjældne arter og sorter, der kan opspores, dyrkes i hendes egen have for at afprøve dem. Hun mener, vi har mistet mangfoldighed, smagsoplevelser og dyrkningsglæde i kraft af den ensretning, de store frøfirmaer har forårsaget. Ud fra gamle havebøger fortælles om gamle dyrkningsmetoder, haveplaner og vinteropbevaring. Der er en grundig vejledning i at dyrke sine egne frø, som man gjorde i gamle dage. Det er jo en forudsætning for at kunne bevare generne for eftertiden. Hoveddelen er en grundig beskrivelse af en lang række arter og sorter hver afbildet med et godt farvefoto. Herudover er der mange sort/hvide illustrationer fra de gamle havebøger. Der sluttes med adressefortegnelse, litteraturliste og register.