Dagen derpå gælder det for den festramte om at genskabe de balancer der er forrykket af for meget mad, spiritus og tobaksrøg, og af for lidt søvn. Forfatterens bud på en kur mod tømmermænd er en række fede, stærke, salte og søde spiser, hvor han helt bevidst ser bort fra hensyn til madpyramider og kolesterolindhold. Men først skal væskebalancen genoprettes, og til det formål er der er en halv snes forslag til non-alkoholiske drikke med fantasifulde titler som "Bloody John", "Black in" og "What Happened". Madopskrifterne er opdelt i de uventede og de forberedte tømmermænd. Ved de uventede tømmermænd må man trylle med rester og småtterier i køkkenet, og her forventes det at man ligger inde med en grundbestand af spaghetti og nudler og diverse chilisovse. Den forberedte tømmermændsmad kræver indkøb og forberedelser på forhånd. Her finder man bl.a. opskrifter på hjemmelavede pølser, supper og højt belagt smørrebrød. I alt bringer den uhøjtidelige kogebog ca. 70 nogenlunde lettilgængelige opskrifter der naturligvis også kan være til fornøjelse for andre end de festramte. Af andre uhøjtidelige bøger om det delikate emne kan nævnes Keith Floyd Tømmermænd ifølge Floyd (1997).