Tom er medlem af "stammen", men ikke velset af sine fæller. Langsomt går det op for læseren at "stammen" er en gruppe elver, der lever deres vilde liv på et sted kaldet fælleden omgivet af klodsede, ildelugtende og farlige dæmoner. Tom er ved at miste sine elver-egenskaber, fordi han er delvis menneskelig, og står derfor i fare for at blive likvideret af "stammens" leder. Tom flygter ind i dæmonernes område, og snart står det klart at dæmonerne er ganske almindelige mennesker. De er faktisk ikke så slemme, som han tror og hjælper ham, da han bliver forfulgt af elverne. Det viser sig endda, at en af personerne selv kommer fra elvernes kreds. Bogen kan forstås helt efter bogstaven som en fantastisk fortælling, men også som en allegori over det svære spring fra barndom til voksentilværelse. Tom kan se hvordan menneskene, og efterhånden også han selv, bliver bundet sammen af stærke ranker, der symboliserer afhængighed og kærlighed mellem mennesker. De vokser eller visner i takt med personernes stemning. Historien er godt tilrettelagt med en stigende spændingskurve hen mod slutningens klimaks. Bogen kan læses af modne læsere fra 6. klasse. Forfatteren har ikke udgivet andre bøger på dansk.