Kollage

Simon Grotrian debuterede i 1987 med bogen Gennem min hånd, hvori han i en stribe meget korte digte viste en talentfuld sprogsans og et godt hold om metaforikken. I den nye bog, som nuforeligger, slår Grotrian et større brød op, som viser både styrke og svaghed i forfatterens vinkel på det poetiske udtryk. I den nye bog, hvis digte forløber som en suite af enkeltdigte udentitler bevæger Grotrian sig fra fødslen over barndom og ungdom mod den endelige kollektive undergang. Det er konceptet, som undervejs udkrystalliserer holdbare og spændende formuleringer,billedlige drejninger, så læseren spærrer øjnene op. Men i sammenhængen skuffer enkeltteksterne, fordi Grotrian er så bange for at markere sig med digterautoritet, at meget flyder ud ellermystificeres. Det er som om der bag digtene i bogen findes en anden tekst, som har noget på hjerte, men den aflæses ikke umiddelbart af den foreliggende bog, der stadig viser et ungt, fantasifulttalent, men stadig lader fuldbyrdelsen: detpoetisk og kunstnerisk vellykkede produkt være noget som vi kan tænke os til som en mulighed, hvis digteren ville vise os den tillid at pege på deneksisterende virkelighed med sine digte.

Read the full assessment