Mon ikke de fleste voksne kender Grimms klassiske eventyr om fiskeren, der redder den fangede flynder og smider den ud igen? Og vi kender hans kone, der ikke kan få nok, men kræver mere og mere af flynderen, som tak herfor. Her får børn en fin udgave af det litterære arvegods, og den skal især nydes for sine herlige illustrationer. Den grådige kone er tegnet mere og mere usympatisk hele vejen fra slotsejer, til pave og tilbage i muddergrøftens mørke og regn. Og vi føler med hendes stakkels underkuede mand. Teksten er ligefrem og mundret og god til oplæsning for børn fra 4 år. I 2001 kom en flot men noget sværere udgave af flynderhistorien illustreret af John Howe. Historien optræder også i eventyrsamlingen Konen i muddergrøften og 10 andre historier fra 2004, illustreret af Dina Gellert. Den foreliggende udgave klarer sig imidlertid fint som selvstændig billedbog med sin humor og morale, og kan sagtens stå ved siden af de øvrige udgaver.