Med et citat fra Lady Melanny, selvstændig, mener jeg, "...og det kan jeg sige uden nogen form for substans eller noget...", at Kongeriget jo er noget af det mest geniale TV, der er lavet i mange år. Og denne skønne, skønne bog bringer uddrag af manuskriptet krydret med mange fotos fra TV serien, hidtil hemmeligholdte poesibøger, og udvalgte postkort fra Gunnar og AnneLises udlandsrejser m.m.m. Jeg går ud fra, at alle ved, hvad jeg snakker om, når jeg siger, at bogen er et gensyn med Dichael Myrby og Moster Elly, med det carrygule par fra Sundset Fashion, med Prebber fra DR, med offisersdatteren og Piphans, med Vibbe og Luffe etc. etc. Der er et interview med det lesbiske par Bonnie og Connie og ikke mindst Moster Ellys konfirmationssang til Dichael og hans tisseleif. Bogen er et sjældent vellykket konglomerat af en TV serie. Den giver nemlig rig lejlighed til at dvæle ved den fantastiske dialog og ditto sminkning. En meget fin opsætning og layout og naturligvis ikke mindst de nye nuancer omkring indbyggerne i Kongeriget i form af poesibøger og breve, gør bogen til et must for alle fans.