Hyggelig historie om, hvordan kaninerne Daisy og Konrad slipper fra den sure bondemand og narrer ræven samtidig. Højtlæsning fra fem år, selvlæsning fra 9 år.
Tag med en tur til Lolland, dengang forfatteren var barn og hør en historie, som hans bedstefar fortalte ham om to frække kaniner. Konrad og Daisy, som de hedder, har opdaget, at den sure bonde i nærheden har gulerødder, og dem skal de bare have fat i. Men det går ikke så godt, for Daisy bliver fanget. Og hvordan kan Konrad nu hjælpe hende fri, når hun sidder spærret inde i et bur? Men så får han en ide. En ide som kræver fasaner og en hidsig ræv. Bogen er første del i en serie om de to kaniner og er gennemillustreret af forfatteren, som kendes fra en lang række børne og ungdomsbøger.
En ganske hyggelig og hurtigt læst bog med en lidt tynd og forudsigelig historie. Teksten støttes godt af de farvestrålende illustrationer. De er både lidt groteske men også humoristiske i den stil, som vi kender Patrick Leis for.
Også Beatrix Potter har i sine klassiske historier fortalt om kaniner, som snupper grøntsager fra bondemanden. En anden serie med en kanin i en af hovedrollerne er Kanin & Bjørn - Kanins dårlige vane.