Nyt album i stift bind og med smukt og æstetisk gennemtænkt udstyr, som tegneserien selv. Den unge smukke Jeanne, sidder fængslet i Paris for sortbørshandel umiddelbart efter landgangen i Normandiet juni 1944. Hun slipper ud med hjælp fra indbrudstyven Francois. Hun skal advare sin søster og et andet medlem af modstandsgruppen, men det er ikke nemt, og det er en kamp mod uret. Vi ser ikke mange tyskere, da de flygter over de parisiske tage, men de er der da dette album slutter og hun er skjult på et skib på Seinen og vi må vente med slutningen til en gang i foråret 2005. Der er ret meget tekst, smuk sats, fortalt i et enkelt ligefremt sprog. Billederne er æstetisk smukke, med afvekslende, traditionelle vinkler og beskæringer, og dermed virker udtrykket roligt, men dynamikken og historiens fremdrift opstår fornemt i mødet mellem tekst/historie og billeder. Den kan sammenlignes med Besat af begær, 2 bind (1998-1999). Unge fra 14 år og voksne får en spændende og velfortalt historisk tegneserie med mange kvaliteter. Omslag dækkende for indhold.