DreamWorks' tredje familieanimation (fra 7 år) om den trivelige panda Po er igen flot CGI med eksistentiel selvforståelse i munter børnehøjde og introducerer en grimmer, grimmer skurk med øgenavnene Jadedræberen, Den hæslige hævner og Enkemageren! Wow!.
Chi er den energi, der strømmer gennem alle levende væsner. Og den, der beherske livsenergien, behersker sig selv! Det må den lettere dovne og madglade panda Po erfare, da han som nærmest ufrivillig dragekriger ikke alene skal træne sine venner - De fantastiske fem (Tiger, Abe, Hugorm, Trane og Knæler) - men også standse den frygtelige krigsherre Kai fra Åndernes Rige. Kai vil suge al chi til sig. Og det lige på et tidspunkt, hvor Po har genfundet sin biologiske far (plejefar er en gås) og Den hemmelige pandalandsby, hvor det vrimler med slægtninge!.
Charmen er i behold, og det visuelle udtryk med forrygende masseoptrin og kampe imponerer stadig. Det samme gør de præcise replikker og den befriende humor. Men alligevel er der en svag fornemmelse af déja vu. Men immervæk flot underholdning med velgørende filosofisk filigran om at være sig selv og udnytte det, som man er og kan.
De tre "Kung fu panda"-film er i gedigen og også prangende computeranimation sammenlignelige med serierne "Madagascar" og "Ice age" samt filmene "Sådan træner du din drage" 1 og 2.