Flotte farvefotos af verdenskunstens hovedværker er ikke nok som indføring i kunsthistorien, og små anekdoter udgør ingen kulturhistorie. De to tyske forfattere, begge kunsthistorikere, har ønsket at gå bag om motiverne for at se på den historiske betydning af de gengivne begivenheder eller personer. 90 værker indenfor den vesteuropæiske tradition fra hulemalerierne i Lascaux til Andy Warhol ses på helsides opslag overfor en kort tekst, der forsøger at sætte billedet ind i en historisk sammenhæng, men mest består af kendte anekdoter. Bogens titel er slagkraftig, men indholdet er en blanding af afbildede personer, som måske ændrede verden Luther, Napoleon etc. og kunstnere som ændrede kunsten f.eks. Picasso med Frøknerne fra Avignon. Der er tale om en flot bladrebog, men Verdenskunst - tæt på 45 hovedværker, 1996, der også er kortfattet og gengiver en del af de samme værker, er langt mere øjeåbnende.