Målgruppen er dedikerede kunstinteresserede, men den kan måske også formidles lidt bredere til andre læsere af biografisk historik.
Fritz Syberg (1862-1939) er i datidens medier bl.a. omtalt som "Danmarks største nulevende maler". Han er en absolut central figur i "Fynbomalergruppen", der bl.a. også tæller Peter Hansen (1868-1928) og Johannes Larsen (1867-1961). Han er også sammen med sin kone Anna Syberg (1870-1914) ophav til 3 piger og fire drenge, hvor alle undtagen den yngste vælger den ofte svære vej som kunstner. Og det er denne kunstneriske arv som en veritabel kunstnerklan denne udgivelse fra Johannes Larsen Museet har fokus på. Skrevet af bl.a. museumsdirektør Erland Porsmose, Malene Linell Ipsen, Michael Blædel, Mette Ladegaard Thøgersen, Kirsten Rolver og Sofie Regitze Kattrup. Bogen er redigeret af Malene Linell Ipsen og Sofie Regitze Kattrup. Det flotte kunstneriske portræt er naturligvis spækket med de mange forskellige kunstneriske udtryk fra klanen Syberg, fra Fritz Sybergs fantastiske malerier til sønnen Hans Sybergs ikke mindre imponerende skulpturer, fx den massive tyr foran Dalum Landbrugsskole eller gravmonumentet for far Fritz, hvor han næsten paradoksalt levende er gengivet skulpturelt midt i arbejdet på et maleri.
Biografi om Fritz Syberg Fritz Syberg : 1862-1939 og Erland Porsmose har også skrevet Fritz Syberg : kunsten, naturen, kærligheden.
Flot gennemillustreret kunster-klan-portræt.