Farvestrålende bog om kurdere i serien Folkeslag. Bogen kan børn fra 12 år læse og evt. anvende til opgaver. Kurdistan indkredses geografisk med kort, fotos og tekst, ligesom kurdernes andel af befolkningen i landene Tyrkiet, Syrien, Iran og Irak bliver beskrevet. En stor del af bogen omhandler kurdernes historie fra oldtiden til i dag, men der er også givet plads til emner som flora, fauna, naturresurser, religioner og kulturer. Historisk beskrives specielt det osmanniske riges tilblivelse samt tiden efter 2. verdenskrig, hvor kurdere forsøgte at oprette deres egen stat. Bogen giver et indblik i forskellige kurdiske familier, kvinders stilling i samfundet, forskellige former for hjem, sprog, religiøse traditioner samt kulturer. Hvert opslag har en ny overskrift, hvilket giver et overfladisk indtryk af bogen, men den kommer omkring mange relevante emner, således at eleverne alligevel får et udmærket indtryk af kurdernes liv i deres hjemlande. Brødtekstens typografi er sat med flere forskellige størrelser. Der er mange farvede faktabokse samt mange flotte fotografier. Bagerst er litteraturliste, register, ordliste samt links til internettet. Serien omfatter nu 5 titler.