En bog om køkkenhaven, og hvordan man udnytter køkkenhavearealet og dyrker afgrøderne bedst muligt, med mindst mulig pasning.
Forfatteren mener, at man nemt kan lave en køkkenhave, uden at det bliver hårdt arbejde. Metoden går ud på at dyrke x antal planter i en kvadratisk ramme. I kvadraterne planter eller sår man forskelligt antal planter afhængig af deres størrelse og høsttidspunkt. Forfatteren har gennem mange år eksperimenteret med metoden, og han mener at den altid fungerer og er "idiotsikret", så man får et optimalt udbytte. Bogen gennemgår hvordan man planlægger sin have, hvordan man laver rammer, kompostblanding, dyrkning og høst og hvordan man forlænger havesæsonen. Ligeledes er der et kapitel om haver udenfor havelågen. Her er bl.a. ideer til seniorhaver og skolehaver. Til sidst er der et stort register med både blomster og planteleksikon. Her er fint beskrevet hvilke blomster, og grøntsager der passer sammen i hver kvadrat. Generelt kan man hente meget god inspiration, hvis man er køkkenhaveinteresseret. Bogen har et fint layout, indbydende tekst og billeder, som gør at man straks har lyst til at kaste sig ud i kvadratmetermetoden i stedet for at lave lange lige rækker i køkkenhaven.
Bogen minder mig om mange af Signe Wennebergs bøger om haven, bl.a. Spis din have, 2012.
En fin havebog, som har fokus på kvadratplanlægning af køkkenhaven.