Bogen kommer til Danmark højt anbefalet af forfattere som Doris Lessing og Fay Weldon. Og det er en god bog, først og fremmest på grund af et smukt billedskabende sprog. Men også historien om en lille lettisk piges oplevelser under 2. verdenskrig griber én, og lige netop denne historie er så medrivende, fordi den ikke slutter med krigen. Vi får lov at følge Agate som teenager, som ung og som moden kvinde i et nyt liv i USA. Krigen og skyggerne fra et flygtningeliv følger Agate og hendes familie, som mirakuløst får indrejsetilladelse til USA fra en flygtningelejr i Tyskland. Agate slås hele sit liv med et krigstraume, og hendes kamp for at komme til at styre sit eget liv og få et normalt forhold til specielt sin mor beskrives med stor poesi. Krigsoplevelserne er barsk læsning, så det er ikke en hyggebog, men for alle, der er interesserede i en kvindes psykologiske udviklingshsitorie - jeg tror både Lessing- og Weldonlæsere vil synes om den.