En grill-kogebog målrettet kvinder, men som mænd ikke kan holde fingrene fra. Når bogen også er i samme festlige layout og muntre tone, som vi kender fra Suveræne salater og brillante buffeter, er her en sikker succes.
Forfatteren er den ene del af makkerparret bag en række kogebøger, senest Suveræne succeser. Selv om det er en grill-kogebog, er det stadig salaterne der kommer først, mens fisk eller kød er tilbehør. Bogen giver en række opskrifter på lette, cremede og fyldige salater i nye spændende kombinationer samt desserter, brød, snacks og drinks. Alle opskrifter virker gennemarbejdede og er lette at lave. Forfatterens indstilling er, at grillen kun skal bruges til det, der bliver forbedret ved denne tilberedning. Selve optændingen gennemgås meget grundigt med ledsagende billeder. Der er anvisning på grillning med og uden kuglegrill af fisk, fjerkræ og kød. Dertil kommer opskrifter på marinader, og så alligevel lidt opskrifter på grøntsager og desserter på grillen for dem, der ikke kan lade være. Oversigt over grilltider, sæsonskema og ideer til sammensætning af menuer giver et nyttigt overblik.
Denne grill-kogebog adskiller sig fra de øvrige ved at være primært målrettet kvinder, og i sin holdning til at hele måltidet ikke skal tilberedes på grillen. Dette sidste gælder fx den populære Glæsels grillerier.
En lidt anderledes grill-kogebog, der er suverænt god.