11 kvinder skildrer, hvordan og hvorfor de kom med i rødstrømpebevægelsen, hvilke problemer det skabte i privatlivet, på arbejdspladsen (som for de fleste var universitetet) og i bevægelsen. Fælles for dem er, at deres arbejde i rødstrømpebevægelsen satte en voldsom og ofte problemfyldt udvikling i gang i dem. De har forstået at udnytte deres oplevelser og skuffelser i arbejdet med at finde sig selv og gør nu status efter 3-4 år i disse ægte og meget personlige redegørelser. Ingen af kvinderne tror dog, at de nu er færdige med deres udvikling, snarere at de har fundet ud af, i hvilken retning de skal arbejde. I den forbindelse berøres deres forventninger til fremtiden. Flere af dem er ikke længere aktive i bevægelsen, men føler sig dog som en del af den og ser i den et sikkerhedsnet under deres videre liv. I forordet skriver en af forfatterne, at hun ser de andre for sig »som enkelte punkter, der udgør hver en vifte af viden og erfaring«. Mere præcist kan bogen næppekarakteriseres, og dette spektrum tegner et meget indtagende billede af den samlede kvindebevægelse.