Endnu en bog for mindre piger i den så populære dagbogsgenre. Med mindre mener jeg piger i alderen 10-12. Den humoristiske forside signalerer kærlighed og tøsefnis.
En dagbogsroman, hvor to 11-årige piger skiftes til at skrive. Johanna med den store larmende familie og Emma med de fraværende karriereforældre. Umiddelbart to verdener langt fra hinanden og så alligevel ikke. For de går begge i skole og bliver begge to forelskede i den samme dreng. Der går lidt tid med afstandsdrømmerier, inden de uden at vide det begge to bliver kærester med ham på en gang. En kompliceret situation, som han da heller ikke slipper godt fra ret længe, men hans luskeri gør til gengæld, at de to piger bliver gode veninder. Bogen er svensk, og det ses i den store optagethed af et Luciaoptog, hvor Emma er bruden, indtil hun siger fra på grund af de andres misundelse. En letlæst bog med en stor, åben sats og et enkelt og ligeud-af-landevejen sprog. Forfatteren kender vi fra flere bøger, bl.a. Hvis jeg bare ikke var kommet til at forbytte Doris Hansens hund (06/39).
En bog jeg ville give til piger, der kan lide Milena-serien af Per Nilsson og Eva Sussos Kys og kram (03/01) og Kærester og venner (05/22).
En meget overkommelig og absolut spiselig hverdagsbog, som rammer lige ned i målgruppens følelser og interesser. Det er ikke, fordi der sker de store ting, og man kan såmænd også godt regne ud, hvad der sker, men det er solidarisk skrevet, og man tror på de to piger.