Denne herlige lille bog af Ulf Stark er en fin gennemillustreret billed/oplæsningsbog til alle, der har læst bøgerne om Vitello. Fra 5 år.
Forfatteren behøver vist ikke nogen præsentation. Her har Ulf Stark i efterfølgeren til Mirakeldrengen stadig sin indre lille dreng i vældig god behold. I Kyssedrengen har lille Ulf aldrig nogensinde kysset en pige. Det har til gengæld hans storebror og alle hans storebrors kammerater - mange gange, mindst ti! Ulf tænker lidt over hvem han mon skal øve sig på og kommer til den konklusion at det ikke skal være en man godt kan lide - tænk hvis det ikke går godt. Så Ulf forsøger sig med Den Røde Hær, den rødhårede fregnede pige, der er god til at slå fra sig. Sproget er fint til oplæsning, og historien er fortalt med megen varm humor. Illustrator kendes kun på dansk fra den forrige bog om Ulf og hans verden. Men Markus Majaluoma digter fint og morsomt med på lille Ulfs kysseri. Illustrationerne er i farve og med mange fine detaljer.
Kyssedrengen kan fint måle sig med både bøgerne om Alfons Åberg og Vitello, ikke lige så filosofisk, men tæt på.
Denne herlige titel kan roligt anskaffes til hylden med oplæsningsbøger og anbefales til fans af Vitello, drenge og piger.