Siden »Hipsi-Hapsi« på Det Lille Teater har spøgelser spillet en væsentlig rolle i min 3-årige søns fantasi - og denne lidenskab er i udpræget grad blevet næret i de 14 dage jeg har haft »Laban« til anmeldelse -»Laban«, er simpelthen blevet yndlingsbogen. Festlig, skæg, sød, barok, er altsammen kendetegnende for denne billedbog, der ganske enkelt har alt, hvad en billedbog skal have. Dens charme fortryller i lige så høj grad forældrene, der skal læse op af den, som den morer ungerne. Laban, der er bange for spøgelser og derfor meget hellere vil være legekammerat med prins Bo end at være spøgelse, vil blive en elsket ven. Fra 3-års alderen og opefter.