I 1998 møder Helga for sidste gang på et plejehjem i Wien sin 90-årige mor, som brutalt forlod hende som 4-årig sammen med faren og lillebroren, da hun frivilligt meldte sig som SS-fangevogter i bl.a. Auschwitz. Bogen centrerer sig om dette og et møde i 1971, de to eneste mellem mor og datter. Hverken nu eller tidl. viser moderen anger. Hun genkender Helga, liver op, beretter stolt om at have fulgt sit kald for Hitler, og hvordan hun sendte børn til gaskamrene og er triumferende tilfreds med sin brutalitet og nådesløshed mod fangerne. "Et jødisk barn ville blive til en jødisk voksen, og Tyskland var nødt til at skille sig af med den elendige race, hvor tit skal jeg sige det til dig!". Bogen veksler mellem moderens beretning, erindringsflashbacks og Helgas refleksioner. De personlige følelser ift. moderen er primære. Udpenslingen her, som måske stammer fra den italienske baggrund, grænsede for mig til patos og føleri på læserens vegne, efter min vurdering bogens svage punkt. Helt unødvendig i øvrigt. For morens beretning og situationen taler så afgjort rigeligt til læseren. Bogen er dog ret fascinerende og svær at slippe, både fysisk og psykisk, og spillet, hvor Helga skiftevis raser mod den senile kvinde og skiftevis forsøger at fremkalde anger og gran af sympatiske træk, er fint skildret. Med en god forside og bagsidetekst spår jeg mange udlån.