Bag den kryptiske titel Landet : første bog Hele vejen af den mig ukendte Jacob Bugge gemmer der sig en ikke mindre kryptisk roman. En stort anlagt, panorerende fortælling om den rejse ud og hjem, som rytteren Elm foretager på sin ikke helt almindelige hest Askeman. Først over Ledens Bjerge til skovene, siden til staden, dalen, heden over højlandet til kilderne, havet og tilbage. En farefuld færden på hesteryg gennem et noget nær parallelt Tolkien-univers hvor mødet med venner og fjender som Handler, Lømmel, Tyr, Salt Hane, pigen Rosmarin, de blå mænd m.fl. undervejs byder på alskens risici, kampe og sejre. En magisk fantasy-odyssé gennem et tidløst univers, der med sit eventyrskær ikke lader sig forklare, endsige beskrive rationelt, men som til stadighed eksponerer sine helte o.a. aktører i en, kan det synes, noget nær uendelig sekvens af kritiske situationer, episoder - og hesteridt! Sprogligt ikke ufremkommelig, men tæt og i sine dialoger ofte stramt tilknappet, tenderende det lakoniske. Med sin brug af aforismer, fyndige strøtanker, samt enkelte gange også futhark, runeskrift, tilføres denne fortælling om godt og ondt også et arkaiserende præg. En anderledes roman som synes at fordre et vist mål af interesse og ikke mindst vedholdenhed hos sin læser.