Langsomheden

Kunderas nye opus efter novellesamlingen Latterlige lidenskaber, (95/34), er en blanding af en roman og et essay. Kundera tager sit udgangspunkt i en biltur med konen til et fransk slotshotel, hvor de overværer en entomologisk kongres, der kommer til at stå som bogens rammefotælling. Men herefter arbejder han i bogen ad flere linier: den nok væsentlige karikerer og karakteriserer samfundets opinionsdannere, "danserne", der i det øjeblik de er "på", når kameraet tændes kun har sans for at bruge deres virkemidler effektivt. Dette moderne kulturtræk samstilles med en sideløbende diskussion af rokoko-tidens hedonisme, hvor lysten betragtedes som handlingens første-årsag. At rede alle trådene i bogen ud her, tillader pladsen ikke. Lad mig derfor nøjes med at konkludere, at Kundera er i det oplagte vittige, skarpe hjørne i denne bog, der mere er et tankevækkende essay end en roman, et suverænt jonglørnummer, hvor han imidlertid glemmer det projekt han lader overleve i bogens titel og på de første sider: det bebudede forsvar for langsomheden. Det til trods en oplagt øjenåbner for latterlige sider af det moderne samfund. Og sprogligt en absolut nydelse.

Read the full assessment