Dragan er serber, og Sinbad er kosova albaner, men deres fælles interesse for fodbold har gjort de ca. 14-årige til nære venner på trods af deres etniske baggrunde. Da Sinbads familie voldtages og nedslagtes af serbiske soldater, lykkes det for ham at flygte, og sammen ender vennerne efter flere hårde oplevelser i en flygtningelejr i Albanien. Her opdager beboerne, at Dragan er serber, en forfølgelse indledes, og han må flygte herfra. Emnerne er krigen og dens meningsløshed, skabelsen af had, den grænseløse vold, afmægtigheden blandt almindelige mennesker, religiøs fanatisme og andre emner af stor aktualitet og relevans. Den debuterende forfatter er journalist og har både styr på fakta om krigen og på at skrive en spændende historie, der vil fange en stor del af de unge læsere over 14. Det er en umådelig hård og grum bog med detaljerede beskrivelser af ufatteligt barske begivenheder, som måske vil få nogle af læserne til at springe fra i afsky, men som er logiske og nødvendige i forhold til handlingen og historien. Historien ender med en genforening af de to drenge på et asylcenter i Danmark, og uden at være en rosenrød slutning, ser det ud til at fodbold vil hjælpe dem til en slags fremtid. Gribende, oplysende, realistisk og barsk bog der giver mulighed for gode diskussioner.