"Det mest imponerende ved 'Leaving Meaning' er egentlig, at det lykkes Gira at samle trådene så godt, som han gør det med et hold på over 30 musikere i løbet af den halvanden time, pladen varer. Det bliver ikke fragmenteret, der er en rød tråd hele vejen igennem. Vigtigst af alt lyder det umiskendeligt som Swans. Når det er bedst, gør det det på nye, uforudsete måder som i 'It's Coming It's Real' eller de to sange med The Necks. Til gengæld er det faktisk, når pladen lyder allermest som Swans, som man kender det, på 'Sunfucker' og 'The Hanging Man', hvor de tidligere medlemmer medvirker, det er mindst interessant i denne omgang. Det er, som om der ikke er mere at tilføje det kapitel af Swans' historie. Set i det lys giver det alligevel ganske god mening, at Swans stoppede efter 'The Glowing Man'. Og genopstår endnu en gang som noget ganske andet. Men det må gerne blive endnu mere spændende at følge på de kommende plader".