Books / fiction for children / pegebøger

Legesyge killinger


Description


Pegebog med føleeffekter. Mærk og føl på kattekillingens snude, garnnøgle, mælk, legebold og tæppe.

Reviews (2)


The libraries' assessment

d. 28. Oct. 2003

By

By

Ulla Møller

d. 28. Oct. 2003

Legesyge killinger og Legesyge hvalpe er et par fotografiske pegebøger for de alleryngste fra 1 år plus/minus nogle måneder. Farvefotografier og en kort tekst sidestiller søde tumlinger og dejlige dyrebørn. På venstresiderne er et ca. etårigt barn i gang med en aktivitet, på højresiderne ses henholdsvis en killing eller en hundehvalp, der er beskæftiget med en tilsvarende aktivitet. Der er et vist sammenfald mellem barnets og dyreungens beskæftigelse. Opfordrer barnet f.eks. til en gemmeleg, gemmer hund eller kat sig, har barnet et stykke legetøj har dyreungen noget tilsvarende. Men billederne er løsrevet fra deres sammenhæng, der er f.eks. ingen øjenkontakt mellem barn og dyr, tværtimod vender de sig ofte bort fra hinanden eller ud mod læseren. Indholdet er hentet i det lille barns hverdag, og lægger op til en snak om, hvad barnet kan og hvad det lille dyr kan. Begge bøger slutter med et godnat og er velegnede til en hyggestund før sengetid. Alt i alt virker de dog en smule tyndbenede, og de fleste børn vil hurtigt tabe interessen for bøger som disse. De er i øvrigt særdeles nydelige. Glimrende fotografier, sider af kraftigt, glat pap, der kan holde til mange gennemlæsninger og et lille handy format, der passer i små ivrige hænder.


The libraries' assessment

d. 17. May 2011

By

By

Inger Søndergaard

d. 17. May 2011

To små billedbøger i pegebogsformat med hhv. hundehvalpe og kattekillinger med tykke papsider og med føleeffekter, der kan holde til lidt af hvert, og som målgruppen børn i alderen 1-3 år vil udsætte dem for.

Begge bøger indeholder farvestrålende farvefotos med få, simple og små føleeffekter i et lille format. Der er tænkt over, at små børn ikke skal skære sig på skarpe kanter. Bøgerne har runde hjørner og bølgende overkant. Allerede på forsiden kan man føle på hhv. kattekillingens snude og hvalpens pels. På hvert opslag er en lyd og en kort tekst, som fortæller om hvad killinger og hundehvalpe kan lide, når de sover, spiser og leger. Der er mange farvefotos af søde og sjove hvalpe og killinger. Billederne på højre og venstre side af hvert opslag er forskellige dyr i forskellige størrelser. Især i bogen om hundehvalpe savner jeg overensstemmelse mellem tekst og billede og det man kan føle efter. Fx kan man mærke hundens prikkede pels, når tekst og billede illustrerer luftetur i parken.

Vi har mange bøger, med højere kvalitet og underholdningsværdi i føleeffekterne. Disse 2 små bøger minder meget om Hundehvalpe og Kattekillinger fra serien Rør og føl, der siden 1999 er udkommet i flere oplag. De nye bøger er imidlertid ikke bedre, men skal nok blive lige så slidte og brugte.

Bøgernes umiddelbare appel kan ikke betvivles. Denne type bøger altid populære. Børn i alderen 1-3 år er ligeglade med, om jeg mener de er lidt tamme og synes, jeg har set dem før.