En aktuel bog for læsere fra 14 år om den bølge af fremmedhad og racisme, der i øjeblikket går over Europa. Det er historien om den kosovo-albanske teenagepige Lela, der efter serbernes overgreb flygter med sin familie til Norge. Undervejs føder hun datteren Liria Frihed, der er resultat af en brutal voldtægt. Det er dog ikke friheden, der venter familien Koka i det nye land, kun en ny form for utryghed i endeløs venten i asylcentret. Det er også historien om Lucky, den unge politiaspirant, der tør sætte spørgsmålstegn ved det system, han snart selv vil blive en del af, og som har mod til at sætte sig ud over vennen og kollegaens racisme. De to unges veje krydses, og der opstår en Romeo og Julie historie om kærlighed trods kulturelle forskelle. Slutningen er åben og efterlader læseren med håb for Lela og for Lucky. Deres historier fortælles på skift. Lelas i jegform, Luckys af forfatteren. Det giver en afvekslende og letlæst form. Personerne skildres nuanceret og troværdigt. Lela, der længes efter et liv med flere muligheder, hendes far, familiens overhoved, der har svært ved at bevare selvrespekten og afreagerer ved at slå sin kone og datter, moderen, familiens stilfærdige midtpunkt, der næsten sygner hen af længsel og Lucky, den følsomme flab, der tør vælge med hjertet.