Billedordbog om en dag i musen Lennis liv. Til begrebsindlæring men også brugbar som findebog. Fra 2-4 år.
Gennem en dag i Lennis liv med morgenmad, leg, fødselsdag, tandbørstning og drømme i sengen, præsenteres hverdagsord og fænomener. Illustrationerne er skæve, optegnet med sort streg på overvejende hvid baggrund. Der er rigtig meget sjæl og små finurligheder i illustrationerne fx en elpære på pæretræet. Sjove små dyr går igen på siderne, og der er, udover hovedhistorien om Lennis dag, mange små historier i billederne, som man kan digte videre på. Undertitlen er misvisende, da der ikke er tale om en billedordbog til de allermindste. Der foregår for meget på siderne, og nogle af ordene er for svære. Den prisbelønnede tyske illustrator har en del udgivelser bag sig, men dette er hendes første egentlige udgivelse på dansk. Hun har tidligere været med til at lave den aktiverende billedbog Den bevægelige bog, 2011. Med tykke papsider.
Der er mange billedordbøger til målgruppen. Denne hører til i den bedre ende. Den udfordrer fantasien og er dermed et fint supplement til de mere virkelighedstro billedordbøger, som fx Tobiasens fine Min store ordbog, 2008. Stilmæssigt minder den om førnævnte Den bevægelige bog.
En skøn, skæv billedordbog, der gennem en dag i musen Lennis liv præsenterer hverdagsord og -fænomener for de 2-4-årige. Udover funktionen som ordbog er der mange historier gemt i de finurlige illustrationer. Oplagt til begrebsindlæring.