Lettilgængeligt og sjovt karaokespil for op til 4 spillere. For børn fra 10 år samt unge og voksne.
Spillet indeholder 30 internationale hits, primært pop. Sangene er fra 2014-16, med en enkelt undtagelse fra 2011. Som i andre karaokespil synger man til originale musikvideoer, og teksten markeres, når man skal synge. Programmet registrerer toneleje og timing, men ikke udtale. Man kan se musikvideoerne i "Jukebox" og øve sig i "Practice mode". Som i seriens øvrige spil er der 4 spiltyper. I "Solo" synger man alene, i "Battle" konkurrerer man imod andre spillere, i "Co-op" opnår spillerne en samlet score, og i "Duet" synger man skiftevis sammen og hver for sig. Man kan vælge "Surprise", hvor dele af teksten forsvinder, så man selv skal huske den, eller hvor dele af lyden forsvinder, så man synger alene. Resultatet kan bagefter høres i "Replay".
Årets udgivelse er mere snæver end seriens øvrige titler, da det udelukkende er nye numre og hovedsagelig pop. Det er lidt ærgerligt, da de andre titler giver en mere varieret spiloplevelse. Derudover er der kun 30 numre, hvor der plejer at være 40. Spillet er på engelsk, men det er meget nemt at finde ud af, også for børn. Pegi er 12 med ikon for vold, sex og stødende sprog, hvilket er overdrevet.
Der findes flere andre udmærkede karaokespil, bl.a. serien "We sing", men "Letś sing" er min favorit, da det er let at gå til og samtidig har mange muligheder.