Bliv klogere på myter og tabuer omkring sexlyst. Bogen kan læses af alle, der ønsker et mere sanseligt sexliv.
Parterapeut og sexolog Amanda Lagoni ønsker med denne bog at gøre op med forskellige tabuer og myter omkring lysten til sex. Hun starter med at definere lyst som noget ukontrollerbart, der kan justeres op og ned i styrke. Herefter hun ser nærmere på myter om lyst og punkterer bl.a. myten om, at lyst og begær er to sider af samme sag. Lagoni præsenterer de forskellige måder, lyst kan tændes på. Derpå følger en række råd til at bryde rutinen i parforholdet og vække lysten igen. Lagoni oplister de ti ting, der oftest er kilde til at slukke lysten, en guide til det gode forspil og en liste over ting, man kan gøre for at finde lysten. Hun sætter afvisning og initiativ under lup, ser på sammenhængen mellem lyst og skam, sex og erotik. Der ses nærmere på kønnenes forskelle, og der er råd at hente, både for hende og for ham.
Letlæst, skarp, sober og brugbar guide til at blive mere opmærksom på, at sexlyst ikke nødvendigvis kommer af sig selv. Lagoni guider til at blive mere opmærksom på, hvordan man selv kan styre og vække lysten. Bogen kommer godt omkring forventninger, kønnenes seksualitet og hvad der sker med sexlivet, når man stifter familie.
Lagoni har tidligere udgivet At elske er ikke en følelse, der kredser om de samme problemstillinger, men dog med et lidt bredere fokus på parforholdet.